49-årig mand sigtet for brandstiftelse

PURHUS: Den 49-årige mand, som Østjyllands Politi anholdte søndag i forbindelse med branden søndag morgen på Hovedvejen ved Purhus, der kostede to mennesker livet, er blevet løsladt igen.

Han er dog sigtet for brandstiftelse, men politiet vurderer ikke, at der er grundlag for at fremstille ham for en dommer i forbindelse med et grundlovsforhør, fremgår det af politiets døgnrapport.

Den 49-årige mand siger ifølge Ritzaus Bureau, at han er uskyldig.

Til gengæld vil politiet meget gerne i kontakt med en kvinde, der har været på brandstedet i forbindelse med alarmen til brandvæsenet.

Østjyllands Politi vil også gerne høre fra andre, der kan have hørt eller set noget i området, der kan have med branden at gøre. Politiet kan kontaktes på telefon 114.

De to lig, der blev fundet i brandtomten er endnu ikke identificeret, og politiet venter at der vil gå flere dage, før det sker.

De vil foregår tekniske undersøgelser på brandstedet flere dage endnu. Østjyllands Politi har fået assistance fra rigspolitiet brandtekniske afdeling for at finde frem til hvordan branden helt præcist er opstået.

Læs også: Endnu en person fundet død på brandsted i Purhus

Du kan tilmelde dig Randersnews.dk på Facebook her.