20-årig var part i vanvidskørsel i Hadsten

RANDERS: Den 20-årige mand, der onsdag blev anholdt og ved Retten i Randers blev varetægtsfængslet for trusler mod et vidne til et færdselsuheld, er part i en voldsom trafikulykke, hvor en 14-årig dreng kom slemt til skade i Hadsten den 20. februar, skriver amtsavisen.dk torsdag formiddag.

Den 20-årige blev anholdt kl. 09.00 onsdag morgen på sin bopæl i Favrskov Kommune og blev onsdag eftermiddag fængslet frem til den 5. april.

Trafikulykken skete da tre unge mænd i hver deres bil kørte det som siden er blevet beskrevet som vanvidskørsel på Ellemosevej i Hadsten. En bil ført af en 23-årig mand ramte den 14-årige dreng, hvis ben blev alvorligt kvæstet.

Østjyllands Politi ønskede den 23 årige og de to andre bilister – hvor den ene er 20 år – varetægtsfængslet, men det afviste byretten i Randers og senere også Landsretten i Viborg.

Læs også: 20-årig anholdt for trusler mod vidne til færdselsuheld

Du kan tilmelde dig Randersnews.dk på Facebook her.