55-årig skal to år i fængsel for færdselsdrab

Foto: Østjyllands Politi.

RANDERS: En 55-årig mand fra Langå blev tirsdag ved Retten i Randers idømt to års fængsel og 10 års frakendelse af førerretten. Dommen fik han, fordi han havde kørt bil i spirituspåvirket tilstand og forårsaget en færdselsulykke, hvor en 14-årige pige mistede livet.

Den 55-årige mand havde en spirituspormille på to i blodet, da ulykken skete. Desuden kørte han mindst 102 km i timen i bilen – på en strækning, hvor fartgrænsen er 50 km i timen.

Han overholdt ikke sin vigepligt og kørte bil, på trods af at han tidligere var frakendt førerretteten. Den 55-årige blev også dømt for at forsøge at flygte fra ulykkesstedet.

Uheldet skete om eftermiddagen den 21. april i år, hvor den 14-årige pige cyklede ved rundkørslen på Gydevej/Ulstrupvej i Langå, da hun blev ramt af den 55-åriges bil. Kort efter blev pigen erklæret død på stedet.

Den 55-årige blev tilbageholdt af flere vidner til ulykken, da han forsøgte at flygte.

Han har 14 dage til at beslutte, om han vil anke dommen til landsretten. Han har siddet varetægtsfængslet siden ulykken, og han kom tilbage til sin fængselscelle efter dommens afsigelse.

Du kan tilmelde dig Randersnews.dk på Facebook her.