Formodede indbrudstyve varetægtsfængslet i to uger

Foto: Østjyllands Politi.

RANDERS: En 33-årig og en 36-årig mand blev ved et grundlovsforhør fredag middag varetægtsfængslet i to uger sigtet for indbrud et ukendt sted i Randers. En patrulje anholdte i nat kort efter kl. 4.00 de to mænd i en bil fyldt med mulige tyvekoster.

Et vidne, der var på arbejde, så omkring kl. 1.00 to personer luske rundt i området omkring Parkboulevarden og anmeldte det til politiet.

En patrulje, der hurtigt kørte til området, fandt en bil med varm kølerhjelm og fik anmelderen til at ringe tilbage til politiet, hvis de to mænd dukkede op igen.

Det gjorde de omkring kl. 4.00, og kort efter blev mændene anholdt i deres bil, da de var på vej væk fra området.

I bilens bagrude og bagagerum fandt betjentene genstande, som politiet vurderer er tyvekoster. Desuden havde de to mænd et større kontantbeløb på sig.

Ingen af mændene ønskede at forklare sig over for politiet, fremgår det af en pressemeddelelse, som Østjyllands Politie har udsendt fredag formiddag.

Du kan tilmelde dig Randersnews.dk på Facebook her.