Randers har fået professor i hjertestop

Professor Bo Løfgren. Foto: Thomas Harder.

RANDERS: Læge Bo Løfgren er med virkning fra den 1. september blevet udnævnt til – som den første i Danmark – professor med speciale i hjertestop. Han har de seneste år forsket i hjertestop som ansat på Medicinsk Afdeling på Randers Regionshospital.

Bo Løfgrens forskning – med det formål at flere overlever hjetestop – har indbragt ham flere priser heriblandt Erhoff Fondens Talentpris, og sikret ham en plads blandt verdens førende eksperter indenfor genoplivning i organisationen International Liaison Committee on Resuscitations (ILCOR).

Bo Løfgren skal i sin nye stilling udvikle forskningen i behandling af hjertestop med det sigte at øge patienternes overlevelse.

“Bo Løfgren har løftet forskningen i hjertestopbehandling på hospitalet til et internationalt niveau og bidraget til ny viden til bedre behandling af patienter, der oplever hjertestop,” siger Lone Kjeld Petersen, forskningschef på Regionshospitalet Randers, i en pressemeddelelse.

“Med det nye professorat i hjertestopbehandling styrker Bo vores forskning yderligere, og jeg ser frem til at samarbejde om at omsætte ny viden i klinikken til forbedret praksis for hjertestopbehandling”.

Det nye professorat er etableret i et samarbejde mellem Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet, Medicinsk Afdeling på Regionshospitalet Randers og Center for Akutforskning på Aarhus Universitetshospital.

Du kan tilmelde dig Randersnews.dk på Facebook her.