Seks indbrud i Assentoft

 

 

 

 

ASSENTOFT: Østjyllands Politi modtog lørdag den 12. maj seks anmeldelser om indbrud i beboelsesejendomme i Assentoft – tre på Rypevej og tre på Rødtjørnen – fremgår det af Østjyllands Politis døgnrapport søndag formiddag.

Den første anmeldelse kom kl. 3.30 om morgenen, og derefter kom de øvrige anmeldelse spredt over hele dagen frem til  kl. 18. 45.

Ved fem af indbrudene er der tale om boliger, hvor der ikke har været beboere hjemme i flere dage, mens et af indbrudene på Rødtjørnen er sket efter fredag aften kl. 19.30 og inden lørdag kl. 17.00, hvor det blev opdaget.

Det er tidligere sket flere gange inden for de seneste år, at der har været en bølge af indbrud i Assentoft. Senest var det i oktober sidste år, hvor det også gik ud over en bolig på Rødtjørnen. Derudover blev Egevej og Bøgevej også ramt.

Omkring det tidspunkt blev andre bysamfund omkring Randers også ramt af flere indbrud – f.eks. Hadsten.

Østjyllands Politi udsendte ikke – på grund af tekniske vanskeligheder – en døgnrapport lørdag, så det er ikke muligt at sige, om der indtil nu har været andre indbrud i området i løbet af weekenden.

Lørdag fik politiet 17 anmeldelser om indbrud i hele politikredsen. I de seneste par uger har antallet af anmeldte indbrud i Østjylland været lavt i forhold til tidligere. Et par dage blev der slet ikke blevet anmeldt indbrud, hvilket er yderst sjældent.

I Aarhus blev tre indbrudstyve i alderen 24 år til 29 år anholdt i løbet af lørdagen, og de bliver alle tre fremstillet i grundlovsforhør søndag.

Læs også:

Fire indbrud i Assentoft

Du kan tilmelde dig Randersnews.dk på Facebook her.