Spiritusbilist fik bilen baslaglagt

RANDERS: En 50-årig mand fik tirsdag aften konfiskeret sin bil, efter han blev standset ved en buslomme på Hobrovej. En test viste, at han kørt bil med en spirituspromille på mere end to promille, fremgår det af Østjyllands Politis døgnrapport onsdag den 30. januar.

Patruljen havde kørt efter manden efter han kørte ud fra en tankstation på Mariagervej. Betjentene forsøgte at få den 50-årige til at standse bilen ved at bruge både horn og lygter.

Den 50-årige standsede et par gange, men kørte hurtigt videre igen. Det lykkedes først at få standset hans kørsel, da han kørte bilen ind i buslommen på Hobrovej.

En alkometertest foretaget på Hobrovej viste, at den 50-årige havde en promille spiritus i blodet på lige under 2,0, og han blev anholdt og sigtet for spirituskørsel.

På politistationen viste en ny alkometertest, at hans promille var lige over 2,0 promille, og han fik derfor straks inddraget sit kørekort og beslaglagt sin bil med henblik på konfiskation.

Det var et vidne, der havde set den 50-årige på tankstationen på Mariagervej, som kontaktede politiet. Vidner var bekymret for, at den 50-årige ville sætte sig ind i sin bil og køre fra stedet, selv om han virkede beruset.

Du kan tilmelde dig Randersnews.dk på Facebook her.

RSS
Follow by Email