Kategorier
Uncategorized

Falske betjente standsede kvindelig bilist

Foto: Østjyllands Politi.

RANDERS: En kvindelig bilist blev søndag morgen den 10. maj standset på Gl. Århusvej tæt på Ølst af tre mænd, der udgav sig for at være politibetjente, fremgår det af politiets døgnrapport mandag.

Kvinden synes, at det var en lidt underlig situation, da de beskyldte hende for at køre for stærkt. Hun bad derfor om at se deres politiskilte.

Mændene blev vrede og truede hende med at tage hende med i deres sorte Seat, hvor de havde tændt et udrykningsblink i forruden for at få hende til at standse.

Men det endte med, at de tre mænd kørte fra stedet i retning mod Aarhus.

Politiet vil gerne i kontakt med vidner, der har set bilen – kvinden blev standset lidt før kl. 10.00 – eller måske ud fra det udsendte signalement kan fortælle noget om mændene.

Den ældre Seat – modellen kendes ikke – har en rød skærmkant ved venstre forhjul og havde ingen nummerplader på. Mændene skønnes til at være mellem 22 år og 25 år. To af dem var af dansk udseende, mens den sidste var af udenlandsk udseende, fremgår det af politiets døgnrapport..

Østjyllands Politi kan kontaktes på tlf. 114, hvis man har oplysninger om mændene eller bilen.

Du kan tilmelde dig Randersnews.dk på Facebook her.