23-årig kørte 103 km i timen hvor der må køres 5o km

RANDERS: I forbindelse med et gaderæs lørdag aften på Engelsholmsvej i Randers, blev en 23-årig mand målt til at køre 103 km i timen på en strækning, hvor hastighedsbegrænsningen er 50 km i timen, fremgår det at Østjyllands Politis døgnrapport søndag.

Det kan blive en alvorlig omgang for den 23-årige. Han står nu til en dom ved retten på 30 dages fængsel, 40 timers samfundstjeneste og en tillægsbøde på ikke under 7000 kroner, vurderer Østjyllands Politi.

Derudover kan den 23-årige vente en frakendelse af kørekortet i mindst 6 måneder.

Bilen blev beslaglagt

Desuden blev hans bil lørdag aften beslaglagt med henblik på konfiskation.

Østjyllands Politi havde på forhånd fået oplyst, at der ville blive kørt gaderæs på Engelsholmvej, der ligger i industrikvarteret ved Hadstenvej og Tulipvej i Sdr. Borup.

Færdselsafdelingen ved Østjyllands Politi har de seneste tre år haft fokus på gaderæs, og efter et tip var politiet derfor tilstede i området, mens der blev kørt gaderæs i industrikvarteret. Der var cirka 40 biler tilstede i området.

Den 23-årige er fra Randers.

Du kan tilmelde dig Randersnews.dk på Facebook her.

1 kommentar

Der er lukket for kommentarer.

RSS
Follow by Email