37-årig røver ville have flere penge for sin falskebon

RANDERS: En 37-årig mand fra Randers blev onsdag formiddag varetægtsfængslet i fire uger sigtet for flere forsøg på røveri i varehuset Randers ABC og på parkeringspladsen foran butikken, der ligger på Hobrovej.

Den 37-årige blev anholdt på sin bopæl tirsdag aften, efter politiet ud fra videoovervågning og vidneudsagn blev klar over, at det efter alt at dømme var ham, der stod bag røveriforsøgene.

Den fængslede ville have flere penge for sin flaskebon, da han mødte op i forretningen midt på eftermiddagen. Det fik han ikke, og han blev sur, hvorefter han forsøgte at true ekspedienten til at åbne kassen. Han havde et våben, fortalte han.

Ekspedienten nægtede at følge hans ordre.

Derefter antastede han en kvinde foran butikken og sagde, at hun skulle give ham sine penge. Da hun fortalte, at hun ingen penge havde, truede han hende til at gå med til en hæveautomat, hvor hun skulle hæve penge.

Offer skubbede til gerningsmanden

En mand hjalp kvinden til at flygte fra den 37-årige, der  kort efter forsøgte at få penge fra en anden kvinde, der var ved at pakke en bil med varer, som hun lige havde købt.

Hun skubbede ham væk, da han ifølge sigtelsen truede med at stikke eller skyde hende, hvis ikke han fik nogle penge. Derefter satte hun sig ind i bilen til sine to børn og kørte væk.

Da politiet nåede frem, var den 37-årige forsvundet, og politiet begyndte straks afhøringer af vidner til begivenhederne. Sammenholdt med videoovervågning lykkedes det efter et par timer at finde frem til gerningsmanden.

Den 37-årige nægtede sig skyldig og kærede fængslingskendelsen til Vestre Landsret.

Du kan tilmelde dig Randersnews.dk på Facebook her.

Her tænker du på “37-årig røver ville have flere penge for sin falskebon”

Lukket for kommentarer.