RANDERS: 122 personer – langt de fleste fra Randers – har siden begyndelsen af 2019 fået mindst 3.000 kr. i bøde hver for at have købt kokain af en 24-årig narkohandler. Den samlede bødesum er på mere end en million kroner, oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse mandag den 31. august.
Politiet beslaglagde sidste år i marts måned en telefon hos den 24-årige. Siden har politiet gået telefonen igennem for oplysninger og har af den vej fundet frem til de 122 personer.
12 af personerne har udover en bødestraf også fået betingede fængselsdom – det vil sige, at hvis de bliver taget for kokainhandel igen, må de påregne at skulle i fængsel. Oftest gælder sådan en betinget dom i to år.
Hvis man kun har handlet med den pågældende narkopusher en gang, er bøden på 3.000 kroner. Han man handlet med ham flere gange kan bøden være større alt efter hvor mange gange, der er handlet, og hvor store mængder, der er købt.
Salgstelefonen blev beslaglagt i forbindelse med en ransagning hos den 24-årige på hans bopæl i Randers. Her blev der fundet 13 kilo amfetamin og 300 gram kokain, der var fordelt i salgsposer. Desuden blev der fundet to pistoler.
Den 24-årige mand er senere blevet idømt 13 års fængsel for narkosalg og for at være i besiddelse af de to pistoler, der begge var skarpladte.
“Desværre viser denne sag, hvor udbredt kokain er blevet,” udtaler vicepolitiinspektør ved Østjyllands Politi Carsten Kousgaard i pressemeddelelsen.
“Jeg håber, at sager som denne kan sende et signal om, at vi både går efter bagmænd og købere, og at det kan få en alvorlig konsekvens at købe ulovlige stoffer.”
Du kan tilmelde dig Randersnews.dk på Facebook her.