30-årig mand anholdt efter bilflugt fra politiet

Arkivfoto: Østjyllands Politi

RANDERS: En 30-årig mand blev natten til tirsdag den 1. juni anholdt efter en længere biljagt gennem Vorup. Anholdelsen skete på Obovej, hvor den 30-årige kørte ind på en blind vej, fremgår det af den offentliggjorte døgnrapport.

Den 30-årige forsøgte at bakke ud fra den blinde vej, men kørte ind i politibilen. Han virkede voldsomt påvirket af narko, da han stod ud af bilen, fremgår det af politiets døgnrapport.

Det hele startede med, at politiet fik en anmeldelse om, at flere alarmer var gået i gang i en restaurant på Gammel Stationsvej tæt på Aarhusvej.

En politipatrulje kørte til stedet, og betjentene kunne konstatere, at der havde været indbrud. Den 30-årige kom kort efter patruljens ankomst kørende i en bil, men ville ikke standse, da betjentene signalerede, at de ville snakke med ham.

Det blev startskuddet på en længere biljagt, der standse på Obovej.

Da betjentene undersøgte den bil, som den 30-årige kørte i, fandt de tyvekoster, der stammede fra et andet indbrud samme nat. Der var stjålet kontanter samt mad- og drikkevarer fra et pizzeria på Burchesgade. Her var bilen, som den 30-årige kørte i, også stjålet.

Den 30-årige blev sigtet for
* at køre bil i narkopåvirket tilstand
* indbruddet i pizzeriaet på Burchesgade og tyveriet af bil samme sted
* indbruddet i restauranten på Gammel Stationsvej
* besiddelse af euforiserende stoffer. Han havde en mindre mængde amfetamin på sig, da han blev anholdt. 
* kørsel uden førerret
* ikke at efterkomme politiets anvisninger

Du kan tilmelde dig Randersnews.dk på Facebook her.