
RANDERS: En 16-årig dreng fik torsdag den 3. juni ved middagstid beslaglagt sin knallert efter en længere flugt fra politiet, der endte ved Rismølleskolen I Dronningborg, fremgår det af politiets offentliggjorte døgnrapport.
Den 16-årige overtrådte flere gange under flugten færdselsloven. Desuden viste det sig efterfølgende, at der var lavet ulovlige ændringer på knallerten, ligesom den hverken var registreret eller var forsikret med en lovpligtige forsikring.
Der er derfor tvivlsomt, om den 16-årige nogensinde får sin knallert tilbage.
Flugten startede i Markedsgade, hvor en færdselsbetjent ønskede at snakke med den 16-årige, der kørte på sin knallert. Betjenten havde sat sin motorcykel på tværs af gaden, fordi han ønskede at foretage en rutinekontrol af knallerten.
Den 16-årige satte først farten ned, men gassede pludselig op og flygtede. Betjenten fulgte efter og kunne efterfølgende notere 13 overtrædelser af færdselsloven, inden den 16-årige kørte ind i en hæk ved Rismølleskolen.
Overtrædelserne handlede bl.a. om at køre til venstre i en rundkørsel og kørsel på cykelsti i den modsatte retning af, hvad der er tilladt.
Den 16-årige vil ikke tale med politiet. Han blev derfor sendt væk efter at have fået beslaglagt knallerten og fået taget sit kørekort.
Han kan nu se frem til et retsligt efterspil, hvor han er sigtet for 13 overtrædelser af færdselsloven, for at flygte fra politiet, for ikke at have sin knallert registreret og forsikret samt for at have lavet en ændring af en knallertens konstruktion, så den kunne køre stærkere.
Begivenheden kan også betyde, at den 16-årige bliver fradømt retten til at køre knallert i en periode, og knallerten får han formentlig aldrig igen, vurderer politiet i den offentliggjorte døgnrapport.
Du kan tilmelde dig Randersnews.dk på Facebook her.