RANDERS: Østjyllands Politi efterlyser vidner til en brand lørdag den 24. juli i et hus på Murhusbakken i Støvring mellem Harridslev og Mellerup. Branden er muligvis påsat, fremgår det af Østjyllands Politis offentliggjorte døgnrapport torsdag den 29. juli.
Politi og brandvæsen blev alarmeret omkring kl. 01.30. Huset udbrændte inden brandvæsenet fik ilden under kontrol.
Østjyllands Politi har gennemført brandtekniske undersøgelser i brandtomten, og på den baggrund efterforskes branden som påsat.
Desuden er der overvågningskamera på stedet. På en video ses en bil ankomme til stedet fra Kronjydevej kort før branden opstod. En person står ud af bilen og går via en indkørsel mod huset.
Politiet vil gerne i kontakt med den person, der stod ud af bilen.
Boligen er et dødsbo.
Ingen kom til skade i forbindelse med branden.
Har du viden om branden, kendskab til personen i bilen eller har du set noget, der kan have med branden at gøre, kan du kontakte Østjyllands Politi på tlf. 114.
Du kan tilmelde dig Randersnews.dk på Facebook her.