Havareret bilist sov med øl i hånden

Foto: Østjyllands Politi.

RANDERS: En 49-årig mand blev tæt på midnat natten til fredag den 18. februar sigtet for spirituskørsel, efter han blev fundet sovende i en bil, der var kørt i grøften på Hadstenvej ikke langt fra Tulipvej i det sydlige Randers.Politiet opsøgte den 49-årig efter en henvendelse om, at manden sad og sov i bilen med en flaske med øl i hånden.

Betjentene vækkede manden og bad ham puste i et alkometer. Prøven viste, at han var påvirket af alkohol – mere end han måtte være for at kunne køre bil.

Bilisten, der henvendte sig til politiet, havde set bilen, da han kørte forbi. Han ville undersøge, om der var nogen i bilen og så den 49-årige mand, der sad og sov i den forulykkede bil med ølflasken i hånden.

Han kontaktede derefter politiet. 

Den 49-årige, der var sluppet uden skader ved uheldet, er tidligere frakendt retten til at køre bil. Derfor blev han udover spirituskørsel også sigtet for at køre bil i frakendelsesperioden.

Du kan tilmelde dig Randersnews.dk på Facebook her.

RSS
Follow by Email