RANDERS: Østjyllands Politi efterlyser torsdag den 30. august vidner til det kniv-overfald, der skete den 11. august om aftenen på Storegade, fremgår det af en pressemeddelelse.
I forbindelse med et større slagsmål, hvor der deltog flere personer, blev en 22-årig mand stukket flere gange i arm og mave med en kniv. Han var i livsfare, da han blev kørt på Regionshospitalet Randers, men blev dagen efter erklæret uden for livsfare.
To personer er varetægtsfængslet i forbindelse med knivstikkeriet. En 26-årig mand blev varetægtsfængslet dagen efter og er sigtet for det, der juridisk hedder kvalificeret vold.
Senere er også en 37-årig mand blevet varetægtsfængslet i sagen. Han er sigtet for forsøg på manddrab.
Politiet mener, at der deltog flere i slagsmålet, og derfor beder politiet om hjælp fra offentligheden. De vil derfor gerne tale med personer, der overværede slagsmålet og knivstikkeriet.
Østjyllands Politi kan kontaktes på telefon 114.
Du kan tilmelde dig Randersnews.dk på Facebook her.