RANDERS: Østjyllands Politi efterlyser en mand, der kørte i en sort kassevogn, som onsdag den 10. oktober om morgenen gav en cyklist på Aarhusvej en knytnæve i ansigtet.
Cyklisten var en 39-årig mand, der kørte på Århusvej et kort stykke efter frakørslen fra motorvejen. En sort kassevogn standsede, og en mand steg ud og var meget aggressiv. Han råbte efter cyklisten: “Hvordan fanden er det, du kører?”.
Den 39-årige mente ikke at have gjort noget forkert, og efter en diskussion slog bilisten cyklisten i ansigtet, fremgår det af politiets døgnrapport.
Da cyklisten vil fotografere manden og bilen med sin mobiltelefon, hev bilisten mobiltelefonen ud af hånden på ham og kastede telefonen fra sig. Derefter kørte bilisten væk i den sorte kassevogn.
Cyklisten kunne efterfølgende ikke finde sin telefon.
Overfaldet skete lidt før kl. 7.30, og cyklisten henvender sig lidt senere på politistationen i Randers for at anmelde voldsepisoden.
Eventuelle vidner eller andre der mener, at de kan bidrage med oplysninger til sagen, kan kontakte Østjyllands Politi på telefon 114.
Du kan tilmelde dig Randersnews.dk på Facebook her.