
RANDERS: En 29-årig mand blev tirsdag den 20. november ved Retten i Randers idømt et år og tre måneders fængsel for at have kørt rundt i Randers med narko både i blod og bil, fremgår det af en pressemeddelelse, som Østjyllands Politi har udsendt om sagen.
Den 29-årige blev anholdt den 15. juni, mens han kørte på Grenåvej i Randers.
Betjentene slog nummerpladen op i deres centrale register, og her kunne de se, at ejeren af bilen var kendt for narkokriminalitet. De valgte derfor at tjekke bilen.
I den forbindelse kunne de konstatere, at den 29-årige var påvirket af narko, og at han havde poser med omkring 150 gram kokain, 105 gram amfetamin og flasker med 108 ml af stoffet GHB i køretøjet.
“Selv om der ikke blev fundet vægte eller salgsposer, var mængden af narko så stor, at retten mente, at det var nok til at godtgøre, at den 29-årige besad narkoen med henblik på at videreoverdrage den”, siger anklager Jan Østergaard i pressemedelelsen.
Den 29-årige, der er fra Nørresundby, blev også frakendt retten til at køre bil i tre år. Han erkendte delvist sagen, men ankede ikke dommen til landsretten.
Du kan tilmelde dig Randersnews.dk på Facebook her.