Tre cykeltyve fængslet i fire uger ved Retten i Randers

Foto: Østjyllands Politi.

RANDERS: Tre mænd fra Litauen blev mandag den 15. april varetægtsfængslet i fire uger ved et grundlovsforhør i Retten i Randers. De er sigtet for flere tyverier af cykler forskellige steder i Midt-og Vestjyllands Politikreds og Østjyllands Politikreds.

De tre mænd, der er 29 år, 38 år og 43 år, blev anholdt tidligt mandag morgen ved den tyske grænse kort før de ellers ville have forladt landet.

Ved anholdelsen havde de et stort antal cykler med på vej ud af landet, fremgår det af en pressemeddelelse, som Særlig Efterforskning Vest – en specialpolitienhed, der arbejder på tværs af politikredsene – har udsendt om sagen.

Natten til mandag begik de tre mænd ifølge politiet et indbrud i en cykelforretning i Silkeborg, hvor der blev stjålet en række specialcykler.

De tre mænd er desuden mistænkt for at stå bag en lang række indbrud i cykelforretninger i Jylland, hvor der er stjålet kostbare cykler.

Anholdelsen ved grænsen skete i et tæt samarbejde med Særlig Efterforskning Vest, Midt- og Vestjyllands politi, Østjyllands politi og Udlændingekontrolafdelingen i Padborg. 

Grundlovsforhøret blev holdt for lukkede døre. Politiet vurderer, at indbruddene er organiserede.

Du kan tilmelde dig Randersnews.dk på Facebook her.

RSS
Follow by Email